Jeg fik Gurlis fødselsattest igår. Den lå i postkassen da jeg kom hjem.

Det er sådan set meget fint, men det skræmte mig alligevel noget. Ikke fordi jeg nu har papir på, at Gurli er mit ansvar, men fordi hendes attest kom uden overtøj på. Der var bare et stykke papir med mit og Gurlis navn og Cpr-nummer på, Gurlis vægt og alt hvad der ellers hører sig til på sådan en. Ingen kuvert eller ligende. Og så var det min gamle adresse der stod på. Og det er altså en kende skræmmende, at få et styks papir, med ens navn og gammel adresse, men igen forklaring på hvordan den havde fundet hjem. Post Danmark, giver trods alt brevene den nye adresse, så de ved hvor de skal gå hen.

Jeg spurgte min “på den anden side af bordet” kollega idag. Hun syntes ikke det var så skræmmende. Betjenten havde fået fødselsattesten og var kørt ud med den, kunne jeg jo nok forstå. Og siden jeg havde mit fjæs i avisen i onsdag, kunne jeg jo godt regne ud, at alle viste hvem jeg var og hvor jeg boede. At det sidste ikke stod i avisen var ikke nogen grund til ikke at vide det. Hvilket muligvis forklarer, hvorfor der var op til flere der kommenterede, at jeg gik over til postkassen. Om jeg ikke burde ud og løbe måske? Jeg skulle jo forestille at være rollemodel og vise mig som et godt eksempel.

Så jeg er nu kendt på min øde ø. Alle ved hvem jeg og Gurli er og hilser på os, vi ved så ikke hvem nogen er, men det skal da ikke afholde os fra at hilse igen.

Betteskov skrev om juhuu-fasen en gang for længe siden. Den gang overvejede jeg, hvad man gjorde hvis man allerede fra start var hoppet direkte ind i sump-fasen. For der kunne jeg godt nok ikke helt se det smarte i det der arbejde – og da slet ikke på en øde ø.

Nu har jeg så fundet juhuu-fasen. Jeg glæder mig hver morgen til at komme på arbejde (altså når jeg først er kommet op og har fået lavet kaffe!), jeg syntes mit job er sjovt, herlig og fedt, selvom jeg endnu ikke helt er med på alt det der sker omkring mig og menneskerne på min arbejdsplads er så herlige.

Selv i dag, hvor jeg er så træt, at jeg er overrasket over, at jeg stadig er vågen og hvor mit sidste møde først slutter efter 22, syntes jeg det er fedt og jeg glæder mig allerede til alt det de næste dage vil bringe. Det er ganske enkelt herre fedt at komme ud og stå på egen ben og se om ens uddannelse kan bære. Åbenbart er jeg klædt pænt nok på til det virkelige liv.

Så jeg glæder mig i denne tid. Jeg glæder mig over mit job, mine kollegaer, at jeg har så frie tøjler som jeg har og jeg glæder mig til at lære en masse nyt, finde ud af, hvad alt det her går ud på.

Jeg glæder mig også til at jeg er klar over, hvad det er jeg er gået ind til, til jeg ikke længere er ugens nyhed i den lokale avis og at jeg kan tømme postkassen uden at folk stopper op og spørg, hvad jeg er for en fisk.

Men mest af alt glæder jeg mig bare – selvom i dag er ledsaget af en hammerende hovedpine, så kan det kun blive en fed dag!

For en del år siden forlod jeg, uden nogensinde selv at have været kunde, TDC med kommentaren: “jer vil jeg aldrig mere benytte”. Årsagen var, at det tog den 4½ måned at lave mit mors internet om til bredbånd. Siden det var mig der fik skylden for den store regning (og æren af at betale) besluttede jeg mig ret hurtigt for, at bredbånd var vejen frem. TDC tillod sig at være uenig, åbenbart. For forbrugsbetalt internet var en god forretning for dem. Men efter 3 måneder uden nogen form for internet, men hvor vi stadig fik lov til at betale for 2 abbonnementer fik vi en æske chokolade og så skete der ellers ikke mere i en måned. Da vi stoppede med at betale regningen tog det dem 2 dage at fikse problemet.

At det så samtidigt var nærmest umuligt at få lavet et oldgammelt mobilabbonnement om til noget de rent faktisk udbød, konstatede jeg hurtigt at TDC var håbløse.

Derfor var jeg heller ikke specielt begejstret da jeg fandt ud af, at TDC er de eneste der dækker herovre. Tv, mobil, internet. Det er dem det hele. Jeg kunne også ret hurtigt konstatere, at min mobil ikke kan holde på sit ikke-TDC-signal.

Så midt i februar bestilte jeg tv og internet ved TDC. Jeg fik en tak for deres bestillings-mail, vi kontakter dig inden 5 dage. Efter 20 blev jeg utålmodig og ringede til dem. Min ordre var blevet slettet. Kundeservicedamen var sød, oprettet den igen og ville sørge for at den kom hurtigere igennem. Så langt så godt, men da den tidligere lejer havde opsagt den sent kunne jeg tidligst få sidst i marts. Sidst i marts er så blevet til den 15 april. Det er ikke hurtigt i min verden!

Da mit mobilnummer alligevel skal flyttes over til TDC, valgte jeg at bestille ny mobil også. En der ikke lægger på eller sætter folk på hold når den føler for det. Så ind på deres hjemmeside, alt gik fint indtil jeg havde tastet kortoplysninger ind og trykkede godkend, så gik den ned og jeg fik aldrig en bekræftelse fra dem. Så igen hang jeg i røret ind til kundeservice.  Mobilen kom i fredags, Overraskende hurtigt. Det var endda den rigtige. Problemet er bare at den ikke kan lade. Så jeg har igen idag snakket med kundeservice og fik den besked, at det egentlig ikke var deres problem? Men jeg kunne da forsøge at gå ned i en TDC butik med den. For sådan en er det jo lige rundt om hjørnet. Hvorfor tror de lige, at jeg bestilte den online? Og hvis jeg afleverer den i en TDC butik, skal den jo også hentes der igen. Jeg kunne også sende den. Ikke at han kunne sende en retur label, men han havde da adressen. Tak igen! Hvis de fandt en fejl på telefonen kunne de muligvis refundere portoen. Hvis? Er jeg den eneste der mener at den ikke kan lade er en fejl?

Jeg har endnu ikke modtaget en service fra TDC og jeg er allerede voldsomt træt af dem. Hvis jeg nogensinde flytter herfra, flytter jeg kun et sted hen, hvor der er et alternativ til TDC, for gode venner tror jeg altså aldrig at vi bliver.

Fik jeg sagt ARGH ?

Det der med hverken at have tv, internet eller flyttekasser der skal pakkes, giver en hulens masse fritid.

Jeg startede på Ondskab i mandags. En bog, jeg var faldt over på tilbud og da jeg huskede filmen som god, tog jeg både bog og film med. Bogen var god, filmen kunne jeg ikke holde mig vågen til. Torsdag blev jeg færdig med bogen og opgav filmen. Fredag læste jeg en lånt bog, lørdag færdiggjorde jeg den og startede på den næste, søndag var det slut.

3 bøger på en uge, det tempo har jeg ikke lagt i i flere år og har for det andet slet ikke nok ulæste bøger til det tempo.

Så nu er jeg på den. Har muligvis en enkelt eller 2 ulæste bøger mere, men hvad gør jeg så? De rækker ikke helt ind til 15 april, hvor jeg gerne skulle få internet.

Det var overhovedet ikke gennemtænkt at flytte til en ø uden en boghandel

Nu er der nok nogen, der tænker biblioteker. Og ja, sådan noget har vi. Jeg bor endda ved siden af et. Men en åbningstid der hedder mandag og fredag fra 10-12, passer rigtig ringe ind i min hverdag. Så der er ikke meget hjælp at hente der.

Så er lidt træt af det nu. Jeg vil gerne vide, hvad der mere sker i serien, jeg vil gerne i gang med en ny og jeg har ikke en godt bog der venter på mig og kan ikke helt se, at jeg kan nå ind og få en ny ladning bøger, de næste par gange jeg alligevel skal til fastlandet

Så har jeg snart været øde ø beboer i en uge. Og det er faktisk ikke så slemt. Min arbejdsplads er kanon! Og der er endda nogen der er yngre end mig og andre der er på min alder. Der ud over er folk rigtig søde og jeg føler egentlig, at jeg passer ret godt ind, selvom jeg ikke har megen ide om, hvad det lige er jeg skal lave. Eller det ved jeg godt, men mit job har stået tomt i noget tid, så har ikke fundet overblikket endnu. Men det bliver bedre hverdag, så det kommer nok.

Mine kollegaer er også rigtig søde til, at slæbe mig med. I går blev jeg vist hvor det lokale fitness”center” er. Det er ikke stort, men der er løbebånd, sandsække og døgn åbent. Så kan jeg vist ikke forlange mere.

Jeg er glad for mit lille 2 værelset hus. Eller huset er meget større (stuen er større end hele min gamle lejlighed!), men det er indrettet så det virker som en stor 2 værelset og så er der gemt gæsteværelser, vaskerum osv. rundt omkring. Jeg bliver ikke væk for mig selv, men har plads til overnattende gæster og en masse rod. Dog er der kun 3 flyttekasser tilbage, som jeg skal bruge weekenden på at tage stilling til. Ellers er jeg på plads. Så mangler jeg bare at lære, hvordan man sikre at der også kommer ild hver gang jeg tænder op i brændeovnen. Det må da være muligt at få det til at lykkes første gang, hver gang!

Dog er alt ikke lutter lagkage. Jeg har fundet ud af, hvor afhængig jeg er af tv og internet. For det har jeg ikke endnu. Havde bestilt det, men TDC har kludret i det og i går fandt jeg så ud af, at min ordre er blevet slettet og at jeg for det andet ikke kan få noget som helst før sidst i marts, for ind til da, har den tidligere lejer noget på adressen! Desværre har han også boksen, så det kan de ikke lave om på L. Min telefon virker heller ikke helt efter hensigten. Den kan godt finde 2-3 streger signal når den ligger midt på sofabordet. Men hvis man flytter den eller rør ved den, ryger det. Det gør det altså en kende besværligt, for ikke at sige umuligt at snakke i den. Så venter på at det skrifter til TDC, her var de heller ikke specielt hurtige, selvom damen i kundeservice godt kunne se mit problem. Men hvis jeg vil have mit nummer med, så tager det tid

Men selvom jeg syntes det var noget hårdt i weekenden da familien tog hjem, er jeg faktisk rigtig glad for at være her og satser på at den fase holder længe

Den anden dag lærte jeg at, hvor der er vilje er der vej. Ihvertfald når det glæder kampen mellem boksmadras og lagen. Og da jeg er temmelig naiv troede jeg, at det gælder på alle områder.

Da jeg tidligere på ugen stod i Tyskerland og kunne konstatere, at den lille røde, fint kunne indeholde mere, trods det at der bagi lå 4 sommerdæk, 6 rammer sodavand, slik, vin og lidt andet, blev jeg helt glad for den. Trods dens lille udsende kunne den åbenbart godt indeholde noget. Derfor havde jeg heller ikke de store problemer med, at min flyttebil torsdag aften tømte den lille røde og derefter satte kurs mod det nordlige jylland, mens Teenageren, den lille røde (der endnu ikke er blevet døbt!) og jeg blev tilbage for at få klaret syn på lejlighed og derefter sætte kurs mod Ikea og Nordjylland.

Idag da jeg så stod i Ikea, måtte jeg 3 gange rundt før jeg fik mig bestemt for, at jeg altså skulle have et ordentlig sofabord. Så det blev købt sammen med lidt andet skrammel (faktisk ufattelig lidt i forhold til at det var Ikea!) Da vi så fik hentet bordet i vareudleveringen, kiggede Teenageren og jeg på hinanden og kommenterede, at vi håbede at det kunne være i bilen. Det kunne det så ikke. Da vi fik bordet ind bag forsæderne, viste det sig, at bordet var 10 cm længere end bilen var bred! Så vi måtte ind og bytte bordet og endnu en omgang i Ikea for at finde en plan B.

Da min mor senere ringede for at høre om vi stadig levede, måtte jeg jo fortælle hende, at jeg måtte have en ny bil. Og som jeg allerede fra start af sagt, så skulle den være større. Alles kommentar til, at jeg ville have en mellemstørrelses bil, var hvad jeg dog ville bruge alt den plads til. Og det er da nemt at svare på. Jeg vil putte et sofabord derind! Det kan godt være, at det kun er et par gange om året, hvor jeg har det behov, men de par gange er det altså også vildt irriterende at have for lidt plads!

Så jeg er glad for den lille røde,men jeg ville gerne, at den kunne strækkes lidt ind i mellem.

Jeg har bestemt mig for at skifte lagen. Både fordi jeg har fået blod på det andet, men også ud fra tanken, at sengen sikkert gerne ville have et lagen på, når den skal ud og køre flyttebil. Så fandt de grimmeste lagen jeg har. Et grønt et, jeg engang har fået af min mormor, sammen med 1 sæt sengetøj. Jeg har aldrig brugt det til andet end den luftmadras overnattende gæster får udleveret, da det er meget lidt pænt og så havde det jo kun et dynebetræk til. Derfor mente jeg også at lagnet ville være perfekt til dette. Skulle det blive ødelagt er det kun lagnet selv der vil begræde tabet.

Lagnet var dog af lidt anden mening. Hver gang jeg satte et hjørne på topmadrassen og gik videre til det næste hjørne, hoppede det første hjørne af igen. Det er en leg jeg ret hurtigt bliver tæt af, men lagnet syntes det var fest. Efter 20 min med, hvem giver først op, tabte jeg. Smed mig på maven midt på sengen, mens jeg prøvede at fylde så meget, at alle 4 hjørner samtidig kunne holdes fast. Det gik næsten fint, med den øverste ende, men den ende der skulle fikses med fødderne gav en del problemer. Derfor valgte jeg at vende mig, for at se om det hjalp. Det gjorde det også i den nye ende men med det resultat, at den anden ende igen hoppede af. Men ved hjælp af fyldte flyttekasser (jeg viste de ville være nyttige en dag!) lykkes det faktisk at få lagnet til at sidde fast på alle 4 hjørner samtidig. Efter 35 mins anstrengelse!

Nu er det så jeg sidder og overvejer, om grunden til, at jeg ikke brugte lagnet, ud over at det er herre grimt, er at det faktisk kun er lavet til en 90 cm seng og min er 120?

For nogle måneder siden fortalte jeg en fyr, at man først blev rigtig voksen, når man fik bil. Det morede han sig meget over, men måtte efter lidt betænkningstid give mig ret. Det var et stort skridt at skifte den 2 hjulet ud med 4.

Idag blev jeg så rigtig voksen!

Den lille røde kom hjem og vi har brugt aften på, at køre Brian (i et anstændigt tempo, det er jo glat!), sammen med en veninde. Hun syntes den er fin og spurgte som noget af det første, hvad den skulle hedde. Det var så 3. gang jeg har fået det spørgsmål.

Det fik mig til at overveje om det er normalt at navngive sine ting, eller om alle bare har opdaget at jeg gør det, og derfor spørg ind til det? Men bilen har fortalt mig sit navn. Gertrud. Jeg syntes det er lidt synd for den, så har givet den en uge til, at genoverveje det inden den bliver døbt. Og den har lidt at vælge i mellem. Selv overvejede den også Gurli, mens veninden foreslog Margrethe. Personligt frygter jeg, at det er en pensionist bil jeg har fået!

10, tja… mange dage.

How to:

Man tager 1 stk december måned, hvor man prøver at få puttet studie, opgaveskrivning, eksamenslæsning, specialeforberedelse, 30 timers arbejde ugenligt, venner og månedens fyr ind på 24 timer i døgnet. Ihvertfald de første 18 dage. Derefter holder man 13 dages rent ferie, hvori man skal huske at have dårlig mave i mindst 7 dage + brække en tå.

Derefter tager man 10 dage i januar, hvor dagens motion er korte gåture i sand til og fra baren, eller transport i bil. Efter de 10 dage tages en uge mere med dårlig mave, hvilket dog tæller som interval træning. Sprint til toilettet, langsomt retur.

Efter interval ugen tages 2 ugers restitutionsuger, hvor man kun træner hovedet med eksamner og arbejde. Dermed er januar måned brugt og man er nu kommet meget tæt på, at have mistet sin form.

For at være helt sikker på at formen er rigtig væk, tager man en uge i feburar, hvor man i stedet for at træne, rejser hovedlandet tyndt. Vel og mærket i tog, så det ikke kræver nogen form for anstengelse. Derefter tager man en uge i sengen, med fin forbinding under næsen og kolde drikke, samt pinex  inden for rækkevide. Efter ugen i sengen tager man nogle dage, hvor man ikke bevæger sig ret meget, men tiden bruges på at blive bare nogenlunde sikker på benene igen.

Derefter bør ens form være både død og begravet og man kan istedet for de 15 km i november, nu komme ca 2.5 km på 18 min!