Jeg kom lidt tidligt hjem fra træning idag. Noget med lang pause ikke er voldsomt godt for formen, så jeg kom åbenbart hjem før kattene havde forventet, for de havde inviteret en legekammerart til brunch.

Nu er det bare sådan, at jeg ikke er ret glade for deres legekammerarter og da slet ikke når kattene insisterer på at lege med dem inde! Så da jeg stod i gangen og hvinede, mens jeg fik travlt med at lukke døre, så skældte jeg både katte og legekammerart ud. Jeg overvejede om ikke det mest fornuftige var, at sætte mig ind i sofaen med fødderne oppe under mig og et tæppe for øjne og så vente på, at de var færdige med det de nu havde for. Men siden jeg hverken har dør ind til stue eller køkken og der er en spække under de andre, tænke jeg at det kunne ende med noget rod.

Så jeg tog legekammeraten og fortalte af aftalen var aflyst og smed den og kattene ud i sneen, så kunne de lege videre derude. Det gik fint i 5 minutter. Så var de inde igen. Ud en gang mere med dem alle 3. Da de kom ind igen for 3 gang fik kattene stuearrest, mens legekammerarten endnu engang røg ud i sneen.

De må gerne have venner med hjem, hvis de bare har taget livet af dem ude. Jeg har det meget bedre med døde fugle og i det her tilfælde mus, men jeg vil ikke have dem inde når der er liv i dem endnu. Især Valdemar er uden bare den mindste smule dræberinstinkt og tålmodighed har han heller ikke meget af, så når han ikke gider længere har der altid været liv og bevægelse tilbage i offeret og det er ikke altid at Thyra gider lege med hans rester. Så nu har jeg to katte der sidder og kigger ud af vinduet og mijaver for at komme ud. Så er spørgsmålet bare, hvor længe kan de huske, at de har legetøj liggende ude?

Jeg kan virkelig ikke lide indiske tog!

Sidst havde jeg “fornøjelsen” to gange. Den gode gang og den knap så gode gang. Det jeg lærte denne her gang er, at det altså er meget mere behageligt at køre i tog, hvis man i det mindste har en pladsbillet, men fedt er det altså ikke!

Vores første tur var fra Delhi til Varanasi. Vi var så heldige, at vi først kunne få billetter den 31 dec og siden vi skulle flyve derfra den 3 om formiddagen, havde vi ikke ret meget andet valg, end at fejre nytår i toget.

Vi havde fået billetter på sleeper class, hvilket ikke er særlig høj standard. Men vi havde da en seng hver og et vindue til deling og det var i dagstimerne egentlig fint nok, for vi brugte jo tiden på at sidde og kigge ud mellem tremmerne for vinduet.

Og der var masser at kigge på. Aber, slum og Indien “for” forbi vores vinduer med en gennemsnit hastighed på 40 km/t. Det var trods alt et expresstog vi var med.

Indien som det ser ud for en temmelig stor del af befolkningen

På sleeper class er det muligt at åbne vinduerne, så hvis man lige tager højde for tremmerne for vinduerne, er det ganske nemt at tage billeder. Især fordi det sjældent går særligt stærkt fremad. Det gør også at det på stationer er muligt at handle med folk uden for, uden at lette røven. Den konto fik jeg meget billigt mad på. Når det sjældent koster over 10 rs at få noget ind gennem vinduerne, så kan man prøve alt hvad der ser spiseligt ud. Er det ikke godt, kyler man det bare ud af vinduet igen- hvilket er den indiske måde at rydde op på.

Indisk tog mad. Det her var dyrt (5 dkr), men også virkelig, virkelig godt.

Når man bruger 18 timer + forsinkelse i et tog, så skal man jo nødvendigvis tisse undervejs. Indiske mænd tisser ofte ud af de døre man aldrig lukker og det kan jeg godt forstå, for toiletterne er så uhumske at det ikke burde være muligt. Min mor snakkede meget om, at hun mente, at det var så sundhedsskadelig at være på toiletterne, at hun stadig er overrasket over, at vi overlevede og siden det kun er AC vognene der har et “sprøjtet for pest” stempel, så vil jeg tro hun har ret og toilettet var helt sikkert en god smittekilde. Faktisk var det så slemt, at jeg følte mig beskidt efter et besøg selvom jeg ikke havde rørt ved noget derude (jeg er blevet virkelig god til at holde balancen i skovskiderstilling!) og at min mor nægtede, at man selv måtte røre spritflasken når man havde været derude.

Sleeper class og så er den ikke gang overfyldt

Der er mange fordele ved sleeper class. Det er billigt, det er indisk og det er en kanon måde at se og opleve ting på, samt at møde inderne. Det er måske bare knap så behageligt mens det står på! Men vi ankom til Varanasi og vi overlevede det også uden pest ogdårlig mave, men med en god gang snot efter en masse træk.

Det var så denne her gangs gode tur…

Den dårlige kom da vi forsøgte at tage toget op igennem Kerala. Hvis man køber togbilletter på dagen, kan man kun få til general quota. Dem er der så en eller 2 vogne af og de er altid så fulde at der er umuligt at komme ind i dem. Tilgengæld er de billige. Vores billet var på under 15 kr for 2 til en togtur der var en 6-800 km lang. Det kan ikke gøres billigere.

Da vi stod af, hang de uden på general quota vognen. Der var vi aldrig kommet ind og slet ikke med bagage.

Vi blev på stationen fortalt at vi kunne købe en upgrade i toget. Det gik også fint i det første tog. 20 min efter stod der så pilgrimme på. Og pilgrimme er nogle sorte sataner (det er deres sorte tøj og opførsel der gjorde at vi gav dem det øgenavn og ikke deres hudfarve). De har ret til at rejse gratis med toget i en begrænset distance. De har også ret til siddepladser på toget og de behøver ikke booke dem, de kan bare tage andres og så skal man rejse sig. Tror I lige jeg blev sur? og det hjalp ikke meget, at inderne også blev jaget væk. Der lå en syg dame bag os, hun var så heldig at hun fik lov til at sidde som nr 5 på en 3 personers sæde. Det er så meningen at de skal gå resten af vejen (i bare tæer) men i praksis venter de bare på det næste tog og tager dem. Ikke ligefrem noget der giver den store respekt for deres såkaldte vandring.

I det næste tog forstod jeg så meningen med vores “købt på dagen billet” Nøj, hvor var vi da jaget vildt. Pga. alle pilgrimmene (vi taler i tusindvis!) var togene så overfyldte at der ikke var plads til nogen (andre end pilgrimmene) og vi kunne ikke få lov at købe en upgrade nogen steder. Indiske tog er ufattelig lange. Et sted mellem 500 og 1000 meter. Det lyder overdrevet men det er det så ikke

De er altså virkelig lange!

Og vi blev jaget fra vogn til vogn. Så ved hver station var det ud, så langt ned at det var ny kontrollør og så prøve igen og der er ikke så meget mellemgang som i danske toge, så det er ikke et sted man kan sidde og der er i forvejen også altid fyldt. Til sidst fandt vi en vogn der faktisk havde en mellemgang. Der satte vi vores kufferter ovenpå hinanden og satte os. Vi var så heldige at der faktisk gik et par timer inden der kom en kontrollør. Han smed os så godt nok af og havde det ikke været for et par drenge der talte vores sag, havde han gjort det mens vi kørte, nu fik vi i stedet lov til at vente til næste stop. Ved næste station mente de samme drenge så ikke at kontrolløren kom igen, så vi kunne sikkert bare blive siddende, men det gjorde han. Heldigvis for os var han ved at sælge en upgrade til en inder og havde ikke meget andet valg,end at gøre det samme til os, så for 14 kr vi gik lov at blive siddende de sidste par timer.

Efter mange timer endte vi i Coimbatore, hvor det er muligt at komme op i De blå bjerge.  Da vi var der omkring kl 23 kunne billetdamen så fortælle, at billetterne derop kun kunne købes efter kl 04. Så forsøgte vi at købe billet til Goa. Det kunne vi så gøre efter midnat. Derefter konstaterede vi at det var et latterligt system og tog på hotel i stedet, mens vi konstaterede at vi havde været på et indisk tog for sidste gang!

Indien er et land hvor ikke ret meget fungerer. Derfor kan det heller ikke undre, at busserne vist ikke har en køreplan, at togene altid er forsinket og at flyene aldrig letter til tiden. Men derfor skal man stadig være der en 3 timer før for at komme med.

Derfor stod jeg natten til søndag i en tjek ind kø Delhi lufthavn og drømte om min egen seng, jeg lod mig ikke engang irritere over, at paskontrol manden lige skulle dagdrømme et par minutter inden han kiggede på mit visum, en 5 minutter undervejs og så igen et par minutter efter han havde sat sit stempel - for jeg havde jo god tid. Da bording tidspunktet kom stod jeg heller ikke i kø til flyet, men overvejede hvilket nummer jeg gad taste ind i pepsi maskinen for at få en vand ud. Det undrede mig heller ikke da de ved en halv 7 tiden sagde, at vi ville borde omkring kl 6, selvom det tidspunkt var forpasset og vi for det andet skulle være fløjet kl 5.30. Ved 7 tiden var jeg ikke engang utålmodig, men byttede bare plads med min mor, så jeg kunne nå at sove lidt liggende, mens hun kiggede efter taskerne.

kl 8.30 gik jeg egentlig bare op for at se om der var nogen døde, siden der var samlet så mange pasagerer det samme sted. Det var der så ikke. Istedet blev der på indisk og russisk fortalt at vi ikke fløj til 2 passagerer der havde været så frække at spørge og da det blev oversat satte jeg mig bare ned ved siden af min mor og fortalte at vi ikke fløj nu og at vi måske skulle på hotel. Hun trak på skulderne og lagde sig til at sove og jeg tænkte, at vi efterhånden var blevet helt indiske. De tager heller ikke forsinkelser så tungt og sover overalt når de skal vente.

Ved 10 tiden forsvandt nogen af de andre passagerer ud af gaten og vi skyndte os at følge efter. Vi skulle på hotel, men der var stadig ikke kommet noget ud over højtalerne om, at flyet var forsinket eller at det var nu vi skulle videre. Information er noget, der kan bruges mod en og derfor ikke noget man giver. Vi blev derefter fulgt ned til ankomsthallen, sikkerhedsmærkerne på håndbagagen blev revet ret brutalt af og vi blev skubbet videre til paskontrollen, hvor vi fik et stempel der annullerede vores udrejse stempel, fik indraget vores bordingpass og sendt hen efter bagagen. Derefter blev vi stillet op af en væg og bedt om at vente. Da ca halvdelen af passagerne havde fået deres bagage, blev vi ført ud af lufthavnen til nogle busser. Stadig uden nogen form for information og når vi spurgte fik vi, at vide, at det viste de ikke og vi skulle ikke bekymre os om det, det var deres problem.

Efter en lang køretur endte vi på et 5 stjernet hotel i ambassade kvarteret, hvor jeg på ægte indervis fik mast mig foran i køen og på under 10 min havde vi et værelse, hvor vi fik besked på at opholde os ind til frokosten kl 13 og at vi på ingen måde måtte forlade hotellet. På vej op i elevatoren mødte vi så det, der vist, var dele af det australske cricket hold.

Efter et bad, frokost og inden jeg var færdig med min middagssøvn, blev vi vækket, fik udleveret vores pas og kørt tilbage til lufthavnen. Vi var der kl 16, flyet skulle flyve kl 20 og vi måtte hele møllen igennem igen. Kl 22 fløj vi. Der havde vi fået mad en gang siden aftensmaden aftenen før. Væske var heller ikke noget man gav. En russisk (russiske dækker over alle former for tidligere sovjetlande, for jeg kan ikke høre forskel) pige havde taget en af de ½ l vand der stod på værelset og havde fået en regning på 300 rs ved udtjekning.

Da vi landede i Kiew kl 02 lokal tid, lavede jeg og en anden dansk pige endnu et inderkø nummer og stod ret hurtigt forrest i transfer køen. Der blev vi fortalt at der ikke var givet besked om, at der var nogen til København, at det næste fly var kl 13 og vi måtte tage plads, så skulle de nok kalde når de var klar. Efter en time hentede vi mad og efter 2 spurgte vi om de havde glemt os. Det havde de, men en dame, der faktisk næsten kunne engelsk fulgte os ud til paskontrollen. Vi fik stemplet vores pas, efter der var hentet en mand i uniform med mange medaljer og et par stykker med maskinpistoler. Derefter blev vi kørt på hotel med besked om, at være tilbage i lufthavnen kl 11.

Vi var blevet fortalt at der var morgenmad på hotellet, det kendte hotellet ikke til, så da vi kom tilbage i lufthaven spurgte vi efter det. Det mente de ikke at de kunne nå, men de ville da prøve. Vi kom ind i afgangshallen og fik ikke mad. Da vi spurgte i informationscenteret fik vi besked på at vores fly ikke var forsinket og at det kunne vi ikke få. Siden vi var 4 gik vi på skift op og spurgte efter den. Vi var blevet lovet at den var der inden kl 12. Det var den så ikke. Ved 14 tiden blev jeg bedt om at holde mig fra skranken, da jeg var for irriterende. Kl 17 kom maden, efter min mor havde lavet så meget ballade, at de alligevel var blevet trætte af os. Det der med en med en 12-14 timer mellem udleveringen af mad og drikke var ikke et problem for dem. Fordelen for os var vi ikke behøvede at spilde noget af vores ventetid med at gå på toilettet.

Egentlig skulle vi kl 17 gerne have siddet i et tog. Men kl halv to blev vores flyvetid udskudt til kl 14, så til kl 15 og 16. Kl 17 fik vi at vide at de ville flyve mellem 21 og 22. Hvilket udløste en flaske vand og en ny portion mad de ikke havde kunnet sælge som hundemad. Åbenbart behøver man ikke at have fly der kan flyve for, at kalde sig for et flyselskab!

Jeg brugte tiden på at sove lidt, bande over russerne, læse og stirre tomt ud i luften, På et tidspunkt var jeg sikker på, at vi ikke kom derfra den dag, men efter at have kigget på chokolade i en ½ times tid steg humøret. Der var min mors tilgengæld dalet og hun brugte tiden på at brokke sig. Kl 19.30 blev vi enige om at fiske kortet op af lommen og købe en pakke fyldte Anton Berg ( dansk er godt!) Men da vi rejste os åbnede gaten og siden vi sad lige ved siden af kom vi ud i bussen som de første. Der sad vi så i en halv time -i sommertøj i en bus der var så kold, at man havde måtte salte gulvet og med 3 åbne døre. Men vi kom ud i flyet og sov fint hele vejen til København. Lige så snart flyet var landet stod vi og brugte vores gode indermanerer til at komme først ud af flyet, hvilket går ud på at vælte alle der står i vejen. Vi kom i gennem paskontrollen som nr 2 og 3 og var heldig at vores bagage kom som noget af det første.

Derefter gik det i fuld 4 spring over i indenrigsterminalen. Den sidste afgang til Aalborg gik kl 22.55. Vi var der 22.40 og da manden først var færdig med at sige, at det kunne vi ikke nå, fik han alligevel bagagemanden til at vente på vores kufferter, mens han solgte os billetter (med et salgsgebyr på 600 kr!) og siden vi havde tømt håndbagagen for væske kunne vi løbe lige igennem sikkerhedskontrollen og ud til gaten. Vi blev kaldt med navn over højtalerne 2 gange undervejs og da vi endelige nåede gaten grinte manden af os, han havde bare lige skulle tjekke hvor langt vi var. Lidt i midnat var vi i Aalborg, 51 timer efter vi var ankommet i lufthaven i Delhi til en tur der skulle tage 14 timer.

Naar man ligger paa en strand i et kaempe land hvor ingenting virker, bliver alt lige gyldigt. Urban lukker, der er aabenbart sunket et skib,  dronningen holder fest og jeg er skide ligeglad.

Min verden er blevet saa uendelig lille, at den ikke indeholder ret meget andet end sol, strand og hvor jeg skal have aftensmad  idag. Jeg gaar i den overbevisning at det er sol og sommer hjemme, at resten af verden ogsaa staar stille og at det der kan betyde mest en dag, er om der er strom saa jeg kan faa min kolde kaffe og varmet vand til at faa vasket haar i.

Jeg kan ikke overskue at laese mails og min vigtigste nyhedskilde er facebook. Jeg videresendte en mail til en veninde idag med en opfordring til at se om ikke hun kunne svare. Jeg havde laest 3 linjer - konstateret at den var lang og at jeg ikke gad laese resten. Maaske hun gor det, maaske den bider min i roven naar jeg kommer hjem.

Men jeg lever og jeg vil bruge resten af min ferie paa de to store problemer i mit liv. Nemlig hvorfor jeg aldrig kan blive brun og om jeg skal have indisk eller tibetansk mad til aftensmad. og saa maaske faelde en taare eller to over de mange born der sover paa gaden og ikke ligner nogen der har faaet mad i dagevis - i mens tourister bruger masser af penge paa absolut ingenting. Naar tilbage til de store problemer. Men send da gerne en sms, hvis verden gaar under…

Vi kom saa ikke videre idag alligevel. Siden det er nytaar snart og alle indere rejser, saa naaede vi ikke saa langt paa vente listen at det blev vores tur og pga nytaaret kunne ikke paaraabe os handicaps som det at vaere kvinde eller tourist og kommer forst afsted i morgen. Saa i stedet gik vi paa opdagelse.

Jeg kom til at aabne vinduet paa vores hotelvaerelse og fandt ud af at der bagved laa et gronsagsmarked og en kirkegaard. Min mor har et eller andet med kirkegaarde og jeg er blevet slaept med paa mange af slagsen. Over alt. Saa vi gik paa jagt efter den - og fandt den. Efter en time med undren over hvorfor gravstene er skrevet paa engelsk selv tilbage fra 1910′erne, om man mon har brugt et badekar til form ved stobningen af nogen af dem og snak med tiggere, har vi kigget paa gronsager og blevet jaget vaek af en handlende der ikke kunne lide vores bud paa en pris. Jeg undrer mig stadig over, hvad det mon var der lignede ingefaer men var lyserodt inden i?

Efter det var vi i old delhi, hvor vi endte saa langt inde i virvaret af gader, at de ikke var klar over, at man skal snyde turister og jeg fik derfor min anden frokost til inderpris. 13 rs for noget kartoffelbrod vaerk og det sukker stads min mor smagte. Tilsidst var vi saa langt inde at flere fortalte os at vi skulle vende om. Jeg havde en mere positiv oplevelse denne her gang, end sidst. Der lugter stadig ikke fantastisk, men sidst havde jeg daarlig mave, var besvimet i metroen og havde braekket en taa. Saa larmen, lugten og traengslen blev for meget og da jeg satte mig paa en trappe og begyndte at tude stod der hurtigt rigting mange indere og pegede. Teenageren tog mig med hjem den gang, idag klarede jeg flere timer Da vi kom ud idag ville tuk tuk’erne ikke kore os hjem og vi endte derfor i en cykelricksaw. Jeg havde saa ondt af den stakkels tynde inder der skulle forsoge at cykle op af bakke med os bagpaa at jeg overvejede at hore om vi skulle bytte og gladeligt bevillede ham en tissepause da han blev traengede

En anden lidt underlig ting er at jeg nu 3 gange har faaet smidt mine drikkepenge tilbage i hovedet. Enten giver jeg ikke nok eller ogsaa er det bare til de forkerte. Taxi bookeren i lufthavnen ville ikke have noget. Taxi damen i gaar ville ikke og ham der kom med min mors jakke i morges ville heller ikke.Min mor havde efterladt den i slummen i gaar, idag kom den saa hel hjem. En lang koretur og de ville ikke have noget.

Efter en meget lang flyvetur var det virkelig rart at lande i Delhi og finde ud af at inderne faktisk er mere velfungerende end de ukrainere vi mellemlandede ved. Meget mere velfungerende. Det tog 2 timer at faa nyt bordingpass til resten af flyveturen i Kiev, mens det tog under en time at komme igennem immigrationen og ud i en taxa i Delhi. Ukrainerne satte f’orst flytid paa en time efter vi skulle vaere lettet - ohh, tja information gor inderne vist heller ikke i.

Men det er ogsaa det eneste de aabenbart ikke har gang i. De bygger over alt. Bazaren er ikke laengere et mess af el ledninger - de er blevet haengt paent op! Der er ikke laengere koer over alt, ligesom de fleste cykelrickawer er vaek fra bazaren. Selv de mindste handlende har faet internet og visaautomater. hvad sker der lige for det? Selv stanken er vaek! Altsaa da vi var faerdig med at jokke rundt i en hundelort. Men min hund er her dog endnu og har lavet flere af dens slags. Desvaerre er den knap saa cute med 2 aar mere paa bagen

Priserne er steget og en del af charmen er vaek. Fx elskede jeg at man skulle skrives i en bog, med navn, pasnummer og hotel, naar man skulle bruge internettet, nu foregaar det elektronisk. Man scanner passet, tager et billed og opretter login. Alt for lidt indisk. Der var endda kun en mand om det

Heldigvis er nogenting stadig bare lidt indiske. De var 7 man om at plante traeer da vi var paa vej i slummen. En til at hakke jorden, en til at grave, en til at saette traeet, en der daekkede til og 3 der saa paa og kom med gode raad. Slummen er ogsaa stadig fattig, men de har faaet strom og flere vandpumper. Vores barns familie har nu baade koleskab og tv og en vandpumpe inde, hvilket er godt for dem. Men jeg savner det indiske rod. Det havde charme, selv om det lugtede grimt. Beskidt er det dog stadig.

Vi rejser videre i morgen. vi er nr 26 og 27 paa ventelisten til vores tog. Nogle ting er stadig saa indiske som de skal vaere. Jeg troede ikke jeg skulle sige det, men noj hvor har jeg savnet kaoset og hvis vi skal stemme om det, stemmer jeg Indien mindst 2 aar tilbage i udviklingen.

Det er den 23 december og jeg har endnu ikke vundet en million på min skrabejulekalender, men håbet er der endnu. Min mor er sendt afsted for at sige god jul og januar på sit arbejde, mens Teenageren endnu snorker. Kattene har fundet roen efter at havde været udsat for konceptet “kør bil”. De har fundet ud af, hvilke nisser der er sjovest at lege med og bruger hver aften timer på at sidde og kigge på en af naboernes katte, der så bruger timer på at sidde og glo ind af vinduerne, mens den slår på ruden, hvis de bliver for frække.

Risengrød til ris a l’amande står og små koger på komfuret og jeg kan stolt berette, at det ikke er kogt mere over, end jeg kan få komfuret rent igen bagefter Teenageren og jeg lavede havregrynskugler igår, brunkagerne er bagt og Anden Oskar ligger og hygger sig i vasken i baggangen. Juletræet står og venter på, at jeg sætter en fod på, så det kan komme ind og være klar til julens første tradition, at det først bliver pyntet om aften den 23 december. Min mormor blev besøgt igår og inviteret på besøg inden vi rejser. Min moster kommer og hjælper med at sætte kugler på træet i aften, ligesom hun plejer.

Klokken er snart 9 og jeg mistænker at årsagen til min risengrøds manglende svineri, er at den er gået af kog. Om en 4 timers tid lukker huset. Så er det slut med at skulle nå alting og vi rykker sammen og lukker alt andet ude, på en den helt specielle måde jeg hadede som barn, men elsker som voksen. Det er simpelhen så hyggeligt, at vide, at alle er et eller andet sted i huset og at der ikke er et rend ind og ud af gæster og der ikke længere er en masse der skal laves.

Jeg har planer om at  om at nå at bage boller og støvsuge inden min mor kommer hjem, så god jul - Vi åbner igen 3. juledag.

Årets ude juletræ der er så fint og fancy at det vist kun er min mor der forstår det. Men er er flot når lyset er tændt.

Det er efterhånden gået op for mig, at jeg er ud af en familie, der tager på underlige ferier. Eller ihvertfald ferier, der er markant anderledes end det en stor del af resten af landets befolkning kalder for ferie. Jeg er engang blevet fortalt, at det jeg tager på - ikke er ferie, det er en rejse. Det forklarer sikkert, hvorfor jeg gevaldigt trænger til ferie når jeg kommer hjem igen.

Men de fleste jeg møder har svært ved, at forholde sig til, at man kan rejse afsted uden at have planlagt andet end rejsetiderne. Jeg ved hvornår jeg rejser, jeg ved hvornår jeg kommer hjem og jeg ved hvornår vores interne fly afgår. Der udover ved jeg, at jeg skal besøge min sponsorsøster og at jeg nok kommer til at fejre nytår med ligbrændinger i stedet for raketter. Det sidste kan ændre sig, hvis der dukker noget mere spændende op.

Men det er ikke alt man kan planlægge sig ud af og hvis der er alt for meget der er planlagt, at misser man en masse oplevelser undervejs. Sidste gang besøgte vi et børnhjem/plejehjem, fordi vi mødte en ældre dame, der havde været frivillig derinde og synes, at vi da skulle se sådan et. Ligesom vi så en cashewnødde fabrik fordi vores chauffør synes det kunne være sjovt for os. Vi var til morgenmad hos en middelklasse familie og en hel masse andre ting, der var rigtig fede, men som jeg ikke havde forestillet mig hjemmefra var muligt. Det eneste vi faktisk havde bestemt hjemmefra sidst, var Taj Mahal og det var lidt af en skuffelse.

Jeg overvejer lidt om man mon skal være vokset op på den måde for at synes det er fedt, men det gør det svært at få andre til at forstå mine ferier og gør det rigtig svært for mig at forstå, at nogen tager på charter- eller rejser med fastlagt program. Måske den slags rejser bare virker bedst, hvis man rejser i mindre organiseret lande?

Men jeg er så rejseklar. Det er en kamp at komme op om morgenen og det er så svært at koncentrere mig om andet, end om jeg mon tør putte mine fødder i Ganges og om jeg mon kommer ud og køre med tog i De Blå Bjerge. Der er 10 dage til vi rejser og jeg glæder mig.

Da jeg startede med frivilligt arbejde helt tilbage i min Teenagertid var det fordi jeg ikke kunne finde ud af at sige nej - og så løftet om kontingentfrihed. Min mor havde truet med, at jeg selv skulle betale for min håndbold og det gjorde jeg så ved, at jeg 3 år i streg var træner. Det første år som hjælpetræner og de sidste som træner for nogle - meget livlige pigespillere, hvis talent langt oversteg mine træner evner. Da jeg så startede i gymnasiet og havde et par timers transport hver vej, var tiden der ligesom ikke længere og så stoppede jeg.

For et årstid siden meldte jeg mig som frivillig i en madklub for børn ud fra, at det kunne da være meget sjovt. Jeg synes det at lave mad er sjovt og det kan børn da også være ind i mellem, men faktisk trak det også lidt, at det ser godt ud på et cv. Jeg var ikke med til opstartsmøderne, men dukkede da op til den første gang med en veninde i hånden, med den  holdning, at jeg ikke gad alt det bagvedliggende arbejde. Jeg ville bare lave mad med ungerne. Men da vi stod der på række foran en masse børn og hende der havde ansvaret ikke sagde noget, og der heller ikke var andre der gjorde det, måtte jeg jo byde velkommen. Helt vildt smart, for jeg viste ikke andet end, at jeg skulle lave mad med nogle børn og at vi skulle have burgere. Det blev meget hurtigt til at både børn og frivillige spurgte mig, når der var noget de ikke viste, så det var ret naturligt, at jeg tog over da vi manglede en aktivitetsansvarlig i sommers. Jeg tog en veninde med i faldet og det er egentlig meget sjovt at køre det. Om ikke andet får jeg, fuldt ud, styret mit behov for, at vide hvad der sker og hvad der skal ske fremadrettet

For et stykke tid siden blev der oprettet en styregruppe for alle klubberne og siden jeg var dukket op til mødet, så endte jeg sjovt nok i den. Jeg gør stadig et forsøg på ikke at blive formand for den, men ender der sikkert. I dag har jeg så snakket med en journalist om vores arbejde og har med god mening sagt en masse ubegavet Og det er faktisk vildt sjovt og rigtig spændende og selvom det ind i mellem er hårdt, så giver det langt mere igen. Så det kan da godt være, at det ser godt ud på et cv, men det er egentlig bedøvende lige meget. Havde det nu set skidt ud derpå, gjorde jeg det stadig, for mine grunde er dybt egoistiske. Jeg får en masse ud af det. Det er herlige unger og jeg har noget fornuftigt at bruge lidt af min fritid på, hvor det endda ind i mellem sker, at jeg bliver klogere. Men det kan da godt være jeg får taget mig sammen til at skrive det på mit cv en dag…

…end at transportere en støvsuger

- på cykel

- i modvind

-en dag hvor vejrguderne sender vindstød i orkanstyrke!

Det positive er, at Teenagerens gave nu er købt!

Og siden hun ikke har gidet, at aflevere en ønskeseddel, får hun en støvsuger

- og hun har bare af at blive glad for den!